Hej HvordanMand – Jeg har fået at vide nede hos lægen, at jeg nok skal tabe mig, fordi mit DMI er for højt. Men det kan da ikke passe, for jeg forstår simpelthen ikke hvad vejrudsigten har med min vægt at gøre. Kan du forklare hvordan man beregner DMI, for jeg er nok ikke helt med! Den Måske-Tykke
Kære Måske-Tykke. Jeg tror, at du med fordel kan få skyllet dine ører for ørevoks og gamle cykler, for jeg er overbevist om at doktoren har sagt at dit BMI var for højt. DMI er en forkortelse for Danmarks Meteorologiske Institut, og de har ikke meget indflydelse på din vægt. Eller vejret for den sags skyld.
BMI står for Body Mass Index, og er et tal for, hvor meget du vejer i forhold til din højde. Du kan finde en regnemaskine til bmi beregning her.
Der indgår to faktorer i formlen, nemlig din vægt og din højde – Derfor er der også to ting du kan påvirke, hvis du vil ændre dit BMI. Du kan enten vælge at tabe vægt, eller du kan vælge at blive højere. Nu er det nok desværre de færreste der kan blive højere, så i mange tilfælde er der kun vægten tilbage at skrue på.
Så det er nok på med vanten, og lås på køleskabet, så skal du nok tabe dig.