Hej HvordanMand, og tak for din fine side, som allerede har givet mig svar på mange ting. Her forleden vandt jeg en større sum penge i lotto, og udover at bruge lidt på sjov, lidt på at betale gæld, og lidt på forskellige fornødenheder, har jeg besluttet at jeg gerne vil sætte lidt penge i aktier. Men jeg ved ikke hvor man køber den slags. Jeg har spurgt nede i brugsen, men de har kun flere lottokuponer og frimærker, og det er ikke lige det jeg er ude efter. MVH Den Nyrige
Hej Nyrige – At købe aktier er ikke så svært. Du kan både købe aktier i din egen bank, eller ved at tilmelde dig en online handelsplads, hvor du kan forvalte dine penge. Dem findes der nogen stykker af – Jeg bruger selv Nordnet, når jeg skal investere alle mine Matadorpenge.
Du skal så huske på, at det ikke bare gælder om at købe det sidste nye i aktier. Du kan med fordel slå koldt vand i blodet, og undersøge de virksomheder som du gerne vil investere i. Der er nemlig rigtig mange der har tabt penge på aktier, og dem vil du ikke være iblandt – Så kan du lige så godt bruge alle dine penge på sjov.
Det handler om at sprede risikoen. Lad være med med at sætte alle dine penge i eksempelvis Vestas bare fordi det blæser, eller Pandora fordi du lige har købt sådan et armbånd til kæresten. Det handler om at købe lidt forskelligt – Både noget dansk og udenlandsk, og ikke mindst fra forskellige brancher, for eksempel gamle industriaktier som A. P. Møller og nye IT aktier som IT Factory (nå nej, dem skal du nok ikke købe!)
Uanset hvad du gør, så tillykke med lottogevinsten.